En søndag aften med politisk pladder

En jeg følger på Facebook lagde forleden denne kronik op som et eksemplarisk modsvar på tesen om, at demokrati som styreform er fejlbehæftet af en række grunde (disse er nævnt i essayet, som henvises til i første sætning) i en sådan grad, at det er på tide at eksperimentere med nye styreformer.

Jeg blev ikke efterladt med samme indtryk, men måske er der nogen, der kan omvende mig.

Det primære modargument fremsat mod tesen synes at være, at løsningen på demokratiets udfordring ikke er at relativere demokratisk deltagelse, men derimod at “kvalitetskontrollere” informationsstrømmen befolkningen bombarderes med og imødegå falske narrativer med viden.

Det lyder jo strålende, og hvis man kan gennemskue en praktisk, effektiv måde at implementere det på, bliver sommeren nok længere næste år.

Humlen er imidlertid den, at løsningen ikke tager højde for nøjagtig det problem, som skribenten ellers anerkender, der forårsager vælgernes manglende kompetencer: Incitamentet for at stemme så rigtigt som muligt er ikke-eksisterende, idet hvert enkeltes stemme har forsvindende lille indflydelse på valgets udfald.

Hvis vi antager rent hypotetisk, at den føromtalte kvalitetskontrol og videnslevering realiseres, vil den resulterende forbedring af vælgernes duelighed sandsynligvis være marginal, idet et levedygtigt incitament stadig er fraværende.

Et sekundært modargument skribenten fremfører, er, at “education is by no means a guarantor of real wisdom, rationality, or good decision making. One look at the post-modernist scholarship, for example can tell us that even peer-reviewed scholars are not exactly “wise,” for lack of a better word.”

At kalde den typiske postmodernist veluddannet svarer nogenlunde til at påstå, at Donald Trump er et menneske i balance. Og hvis det bare menes, at postmodernister er (dårligt) “uddannede”, så er Donald Trump da også bare et menneske i (dårlig) balance.

Til sidst er der to vildledninger om, at den demokratikritiske filosof hverken definerer videnskravet eller potentielle alternative styreformer, selvom han foreslår en demokratisk procedure, hvormed videnskravet kunne defineres, og lister fire varianter (hvoraf den ene forekommer mig at være en delmængde af en anden) af en styreform, han kalder “epistokrati”.

Hvorfor er det så vigtigt, at en person mener, at kronikken var et godt modsvar, og jeg ikke gør? For det første er det en person, jeg normalt er enig med. For det andet og noget vigtigere kan det dog også bare være fornuftigt at bekendtgøre sig med den underliggende problematik og derfor være værd at dele.

Mest foruroligende er det, at det tilsyneladende er noget sværere end man skulle tro at retfærdiggøre, at demokratiet ikke har spillet fallit.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s